Implantoprotesi

DENTALE PROTETISKE IMPLANTATER

I 1970´erne blev den moderne dentalimplantologi født med introduktionen af den svenske professor Per-Ingvar Brånemark´s dentale bro (titaniumskruer ca. 4 mm i diameter) kaldet intraosseøse implantater, som blev brugt til at substituere rødderne af manglende tænder. Disse skruer skaber normalt en kontinuerlig forbindelse med knoglen, de bliver skruet ind i (osseointegration), som derfor resulterer i fast, stabil og smertefri ideel støtte for faste proteser. Succesraten er omkring 95%; afstødning forekommer ikke (takket være titaniums absolutte biokompabilitet), derfor taler vi ikke om afstødning, men fejl i form af manglende osseointegration. Med mikrokirurgi og vævspåvisnings-teknikker er det i fejlslagne tilfælde muligt at reposiktionere et implantat i samme position eller regenerere knoglen på steder, hvor der ikke er knogle nok til øjeblikkeligt at sætte implantat ind.

I løbet af de sidste 20 år har ”microdentistry” udviklet sig til en ny filosofi vedrørende behandling med protetiske implantater. Denne filosofi er i overensstemmelse vedrørende behandling af patienter, et kriterium som for størstedelens vedkommende er udviklet eller perfektioneret på instituttet. Sådan en erfaring og klinisk protokol repræsenterer en unik arv, ikke publiceret, men delt med andre indenfor et internationalt klinisk netværk af excellence. Denne arbejdsfilosofi har som følge deraf fået navnet MIKROINVASIV IMPLANTOLOGI.

TRADITIONEL IMPLANTOLOGI

Et tilstrækkeligt snit på gummerne er nødvendigt med successiv frigørelse af vævet (periosteum, mukøs membran og muskler) fra knoglen.
Den forårsager resorption af fri knogle.
Den forårsager let smerte.
Den øger risikoen for ødem, blødning og hæmatom post operativt.
Den bruger bor til aggressivt at bore et hul i knoglen med høj hastighed med manglende respekt for vævets biologi.
Der er kun mulighed for indsættelse af implantater på anatomiske områder, hvor der er en tilstrækkelig mængde knogle.
Den rekonstruerer kæbens anatomi med knogle ”grafting” fra andre områder af kroppen: hofte, tibia, fibula og calvariet (kranie).
Den forårsager postoperativ smerte, som ofte ikke responderer særlig godt på smertestillende medicin.
Den forårsager en langsom vævsheling.

MIKROINVASIV IMPLANTOLOGI

Incision og ødelæggelse af blødtvæv er ikke altid nødvendigt.
Den rekonstruerer altid knoglen for at støtte implantaterne på samme tid, som tænderne bliver ekstraherede.
Den forbereder implantatstedet med et lavhastigheds bor, idet strukturen og vitaliteten i knoglen respekteres.
Den gør det muligt at positionere implantaterne uden behov for knoglegrafting eller med regeneration i samme session.
Den kræver ikke lang ventetid, før protesen kan sættes på implantaterne, men i stedet er det ofte muligt at lave alt indenfor en kort tidsramme (få timer eller dage). (Immediat belastning).
Takket være brugen af operationsmikroskopet er det muligt at have fuldstændig kontrol over forholdet mellem implantatområde og den omgivende anatomiske struktur.
Den gør implantation mulig umiddelbart efter ekstraktion af en tand, selv i tilfælde med tilstedeværelse af infektion, som kontrolleres med sofistikerede dekontaminerings teknikker så som lasere.
Den gør det muligt at behandle potentiel inflammation og/eller infektioner af vævet omkring implantaterne (mukositus og periimplantitis).
Den reducerer nødvendigheden af suturer og giver mulighed for at opnå bedre kontakt mellem blødtvævet og implantaterne. På denne måde undgås penetration af bakterier i det kirurgiske sår-område.
Den reducerer eller eliminerer postoperativ smerte.
Den reducerer eller eliminerer postoperativt ødem.
Den sørger for hurtig heling af vævet takket være biostimulation.

Takket være laser-assisteret paradontal behandling, som kan holde de fleste infektioner i oral kaviteten i skak, har vi nu mulighed for at indsætte implantater selv hos patienter med alvorlige parodontale infektioner. Implantaterne kan også indsættes i inflammerede alveoler takket være laserbehandling af selve alveolen; i tilfælde, hvor der ikke indsættes implantat postekstrativt, udføres laserbehandlingen stadig samt knogleregeneration takket være indsættelse af knoglegrafts. Dette giver os en sufficient mængde væv efterfølgende, hvorfor vi er i stand til at indsætte et implantat og undgå knogleatrofi på ekstraktionsområdet, men bedst af alt uden behov for at udføre andre operative indgreb for at finde knoglen.

Alle nødvendige radiografiske undersøgelser for at starte den operative behandling kan udføres på klinikken.

Implantaterne kan enten sættes subgingivalt, hvilket betyder indsat under den orale mukøse membran, og i dette tilfælde er en an den operation nødvendig for at blotlægge dem; eller transgingivalt når de er tilgængelige fra den mukøse membran, og i så tilfælde bruges et healingsabutment for at forberede den mukøse membran til indsættelse af protesen. I bege tilfælde kan man vente omkring 3-4 måneder for vat sikre fuldstændig osseointegration af implantaterne. Der er også mulighed for at indsætte både implantaterne såvel som protesen i løbet af kort tid (immediat belastning) for at opnå hurtig genopbygning af funktion og æstetik.

Mikroinvasiv implantologi medfører ikke altid blotlæggelse af knoglen, hvilket giver mulighed for: at minimalt invasiv kirurgi kan udføres, kortere postoperativt forløb, nem heling, fravær af suturer og basal kontakt mellem blødtvævet og implantaterne, og på denne måde undgås, at bakterierne arbejder sig vej ned i blødvævet og derved forårsager, at operationen mislykkes.

Manglende knogle er ikke engang en forhindring for placeringen af implantatet, fordi det, der mangler, kan rekonstrueres ved hjælp af en knogleregenerationsteknik, som forudser brugen af syntetiske grafts og autogene vækstfaktorer. Knogle kan også høstes fra områder, hvor andre implantater har været indsat (med en speciel kirurgisk teknik) eller fra andre områder i oralkaviteten (hvis en stor mængde væv er nødvendig).

Brugen af det operative mikroskop letter en grundig undersøgelse af de anatomiske strukturer og muliggør udførelsen af vanskelige regenerationsteknikker i ekstreme situationer.

EKSEMPLER PÅ KLINISKE TILFÆLDED
Case n° 1 - Mand, 82 år